Der var ikke megen slinger i valsen, da den spanske tennisstjerne Rafael Nadal natten til mandag for første gang gik på banen ved dette års udgave af Australian Open.
Spanieren gik videre til anden runde af grand slam-turneringen med en sejr i tre sæt over australske James Duckworth med cifrene 6-4, 6-3, 7-5.
Nadal brød Duckworths serv i kampens første parti og servede efterfølgende sættet i hus.
I andet sæt kom australieren godt fra land og kom foran 2-0. Men Nadal, der er seedet som nummer to ved Australian Open, svarede igen ved at bryde Duckworths serv og sikrede sig senere sættet med endnu et brud.
Sejren kom også i hus med et servebrud i tredje sæts sidste parti.
Spanieren har vundet Australian Open en enkelt gang tilbage i 2009.
Femteseedede Kevin Anderson er også videre til anden runde. Sydafrikaneren måtte ud i fire sæt for at slå franske Adrian Mannarino.
Amerikanske John Isner, der var seedet som nummer ni, måtte derimod sige farvel efter sin første kamp, da han tabte til landsmanden Reilly Opelka.
Tjekkiske Tomas Berdych blev også for stor en mundfuld for britiske Kyle Edmund, der var seedet som nummer 13.
Mandag morgen dansk tid spiller Roger Federer sin første kamp i Melbourne.
Topseedede Novak Djokovic går først på banen tirsdag.
/ritzau/