"Når du ikke behøver at arbejde i Kvickly er du doven"

Det er ikke fair, at man aldrig rigtig kan få succes og samfundets anerkendelse, hvis man er født i en familie med velstand, lyder det fra iværksætter.
Vi hader børn, unge og voksne, som er født med en guldske i munden, siger iværksætter Nicolaj Sand Rasmussen.
Vi hader børn, unge og voksne, som er født med en guldske i munden, siger iværksætter Nicolaj Sand Rasmussen. Foto: Privat

Er du mønsterbryder med succes, får du større klap på skulderen, end hvis du som barn af velhavende forældre har opnået det samme.

Sådan lyder det fra iværksætter Nicolaj Sand Rasmussen, der selv hører til i den første kategori - mønsterbryder-kategorien.

Han er vokset op i Nakskov på Lolland og kommer fra det, han over for Avisen.dk selv betegner som "socialklasse 5". Han beskriver sin barndom som god, men fortæller, at han er skilsmissebarn med en mor, der står uden for arbejdsmarkedet og en far, der netop er kommet i job, men ligeledes har været arbejdsløs.

Selv har han startet tre vellykkede virksomheder.

- Vi hader børn, unge og voksne, som er født med en guldske i munden. At være vokset op i en familie med akademikere og velstand er noget, som bliver set ned på. Når du får en god karakter, skyldes det den ekstra undervisning, dine forældre har købt. Når du ikke behøver at arbejde i Kvickly, er du doven, skriver han i et debatindlæg i Børsen.

I indlægget forklarer Nicolaj Sand Rasmussen, hvordan han har oplevet, at hans baggrund bliver fremhævet positivt.

Men det er langt fra fair, at man aldrig rigtig kan få succes og samfundets anerkendelse, hvis man er født i en familie med velstand, pointerer han i indlægget i Børsen.

I hans optik må denne gruppe reelt kæmpe hårdere.

- Vi lever i et samfund, hvor presset for succes vokser, men når dette stadie først nås, straffes generationen efterfølgende, skriver han i indlægget.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.