OPDATERET: Østjyllands Politi meddeler torsdag, at de har anholdt en 28-årig mand, der menes at stå bag hændelserne. Han fremstilles i grundlovsforhør i løbet af torsdagen.
Lås døren - med mindre du vil have besøg af en mand der spørger efter "Louise".
I sidste uge kunne Østjyllands Politi registrere en række anmeldelser om en mand, der i Hadsten og Aarhus går rundt og tager i dørene. Er døren ikke låst, går han ind.
Manden er af politiet blevet døbt "Louise-manden".
Således beretter en kvinde i Hadsten, at hun blev overrasket i sit hjem af manden, som spurgte efter "Louise". Han forsvandt igen uden have taget noget med sig.
- Når han bliver opdaget, forlader han typisk stedet stille og roligt igen. Så vi har en formodning om, at han ikke er farlig. Hvad han præcis vil, ved vi ikke rigtigt. Men han vil enten have kontakt eller stjæle, uddyber Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi, til BT.
"Louise-manden" beskrives som mellem 20-25 år, almindelig af bygning, arabisk af udseende og ofte med hættetrøje. Han taler dansk uden accent.
- Vi har en formodning om, hvem han er, og vi arbejder på at få fat i ham, siger Jakob Christiansen til BT.
Jakob Christiansen fortæller til TV 2 Østjylland, at der tidligere på året er indløbet lignende anmeldelser.
Er han også i Søborg?
Men nu er en lignende episode sket i den anden ende af landet. I Søborg fortæller 34-årige Lina Nielsen til BT, at der torsdag aften blev ringet på hendes dørtelefon. Hun kunne ud af dørspionen se, at der blev taget i håndtaget på hoveddøren.
- Jeg bliver ved med at sige 'hallo', og pludselig kan jeg høre en mand hviske, hvorefter en anden spørger på gebrokkent engelsk efter Elise. Jeg fortæller, at der ikke er nogen, der hedder Elise her, hvorefter de spørger efter en Louise, men jeg svarer nej, og så går de deres vej, fortæller Lina Nielsen til BT.
Og hun er ikke den eneste i Søborg, som har oplevet, at der stod nogen og rev i dørhåndtaget.
Således skriver Lukas Suski på Facebook-gruppen "2860 Søborg", at "nogen har banket lige så stille på vores dør og der næst så river hårdt op og ned i dørhåndtaget (den fik sgu ikke for lidt)."
Den uhyggelige episode har også fået Lina Nielsen til via Facebook at advare andre i lokalsamfundet om den mystiske fremgangsmetode.