En 51-årig mandlig bilist blev tirsdag aften ved 20-tiden ramt af en sten, da han kørte på den vestsjællandske motorvej.
Det skriver SN.dk ifølge Dagbladet Ringsted.
Hændelsen skete ved Vestmotorvejen ved afkørsel 36 Ringsted Nord i retning mod Storebælt.
Manden kom ikke til skade ved hændelsen, men hans bil blev hårdt medtaget med en bule på taget.
Politiet valgte efterfølgende at afspærre motorvejen i begge retninger fra klokken cirka 22.30 og frem til midnat. De havde en hundepatrulje på stedet for at lede efter en sten eller andet kasteskyts, men måtte tage hjem med uforrettet sag.
Den chokerede bilist har til politiet forklaret, at det kan have været en stor marksten, der ramte bilen.
Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser vidner, der måtte have set noget mistænksomt på motorvejsstrækningen ved 20-tiden tirsdag aften. Politiet kan kontaktes på telefon 114.