I alt er 11 personer blevet syge, efter at et mistænkeligt brev tirsdag blev åbnet på en militærbase i delstaten Virginia i USA.
Det oplyser myndighederne i Virginia ifølge CNN.
Brevet var sendt til en administrationsbygning på Joint Base Fort Myer-Henderson Hall i Arlington.
Tre af de syge personer blev transporteret til et lokalt hospital, hvor deres tilstand betegnes som stabil.
- Vi modtog i dag (tirsdag, red.) en konvolut, der indeholdt en ukendt substans. Personalet tog alle forholdsregler med det samme og evakuerede bygningen, siger Brian Block, talsmand for det amerikanske marinekorps.
- Adskillige marinesoldater modtager behandling efter hændelsen. I øjeblikket er der ikke yderligere oplysninger, tilføjer han ifølge CNN.
En korporal, en sergent og en oberst har oplevet svien og en brændende fornemmelse i hænderne og ansigtet efter at have været i kontakt med brevet.
En anden officer har fået næseblod.
Ifølge Brian Block var brevet adresseret til en højtstående officer på basen. Det indeholdt en besked med nedsættende og flere steder uforståeligt sprog.
En undersøgelse skal nu afgøre, hvilken relation afsenderen havde til militærbasen.
En talsmand for brandmyndighederne i Arlington County Fire Department oplyser, at man har nedtrappet alarmberedskabet efter episoden.
Samtidig er der iværksat en efterforskning af sagen.
/ritzau/