De britiske myndigheder forsøger tirsdag aften at bjærge et lig fra et flyvrag nær bredden af Den Engelske Kanal.
Flyet forsvandt 21. januar med den argentinske fodboldspiller Emiliano Sala og en pilot om bord.
I weekenden lykkedes det et eftersøgningsfartøj at lokalisere flyvraget, og mandag oplyste den britiske flyhavarikommission Air Accidents Investigation Branch (AAIB), at efterforskere havde fundet et lig.
Tirsdag aften forsøger et bjærgningshold fra flyhavarikommissionen at komme hen til liget.
- Vi forsøger at bjærge liget. Hvis vi får succes, så vil vi overveje muligheden for at bjærge flyvraget, oplyser AAIB.
Vraget blev fundet på havbunden på 63 meters dybde ved brug af sonar i de områder, hvor det blev anset for mest sandsynligt, at flyet kunne være.
Emiliano Sala blev 19. januar solgt fra franske Nantes til den walisiske Premier League-klub Cardiff for 15 millioner pund svarende til 127 millioner kroner.
Sala havde underskrevet en treårig aftale med Cardiff, hvor han aldrig nåede at få sin debut.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP