Mens blodet flyder i den egyptiske hovedstad, Kairos, gader, har den helt centrale person i konflikten mellem Det Muslimske Broderskab og militæret fået forlænget sin tilbageholdelse.
Militæret greb den 3. juli ind og afsatte den folkevalgte præsident Mohamed Mursi, og han er ikke set siden.
Nu er han så dømt yderligere 30 dages tilbageholdelse, skriver Egyptens officielle nyhedsbureau Mena.
Han tilbageholdes et ukendt sted i landet, mens myndighederne undersøger hans mulige medvirken til mord og spionage.
Det er ikke helt klart, hvad der egentlig sker rent juridisk omkring Mursi, idet myndighederne for to dage siden meddelte, at nu er hans tilbageholdelse forlænget med 15 dage.
Dengang lød begrundelsen, at hans forhold til den palæstinensiske Hamas-bevægelse skal undersøges.
Han mistænkes for at have samarbejdet med Hamas om angreb på fængsler i 2011, da islamister og andre fanger slap ud af fængslerne.
Det Muslimske Broderskab, hvor Mursi har sine rødder, har siden afsættelsen af den folkevalgte præsident protesteret mod militærets overtagelse af magten, blandt andet ved at etablere lejre flere steder i Kairo for at aktionere til fordel for Mursi.
Det var de lejre, som sikkerhedsstyrker onsdag stormede og opløste med hundredvis af dræbte mennesker til følge.
/ritzau/Reuters