Den britiske tennisstjerne Andy Murray spillede sig torsdag videre i grand slam-turneringen US Open.
Wimbledonmesteren sendte spanske Marcel Granollers ud af turneringen i anden runde med en sejr på 6-4, 6-1, 6-4, og dermed er Murray videre til tredje runde.
Her fulgte briten i kølvandet på blandt andre Novak Djokovic og Rafael Nadal, der natten til torsdag (dansk tid) begge blev klar til tredje runde.
Topseedede Djokovic gik videre uden kamp, da tjekkiske Jiri Vesely måtte trække sig på grund af en skade, mens Rafael Nadal sendte italienske Andreas Seppi ud af turneringen med en sejr på 6-0, 7-5, 6-1.
Andy Murray møder i tredje runde enten franske Gilles Simon eller italienske Paolo Lorenzi.
Andy Murray er nummer to på verdensranglisten efter Djokovic, og briten forsøger ved US Open at blive den fjerde mandlige tennisspiller, der i samme kalenderår når finalen i alle fire grand slam-turneringer.
Han vandt US Open i 2012 og jagter sin fjerde grand slam-titel.
/ritzau/