En af de allermest magtfulde mænd i dansk erhvervsliv trapper tilsyneladende en smule ned.
Bestyrelsesformanden i A.P. Møller-Mærsk, Michael Pram Rasmussen, der fyldte 60 i januar, stopper som bestyrelsesformand for Topdanmark.
Rasmussen, der har været formand siden 2006, afgår ifølge selskabets årsrapport på den kommende generalforsamling i april.
Næstformand Søren Thorup Sørensen overtager efter alt at dømme formandsposten, og så er den tidligere fondsdirektør i ATP, Bjarne Graven Larsen, foreslået som nyt bestyrelsesmedlem.
Michael Pram Rasmussen er foruden formandskabet i A.P. Møller-Mærsk også formand i Semler Holding og Coloplast.
Han har tidligere været direktør i Topdanmark fra 1996 til 2005, hvor han trådte tilbage for at hellige sig bestyrelsesarbejde.
/ritzau/