Mulig terror: Politi dræber mand efter angreb

Angrebet fandt sted her på Streatham High Road i det sydlige London (Foto: Ritzau Scanpix)

Politiet betegner angreb i London som terror med islamistisk motiv. To personer blev stukket med en kniv.

En person er indlagt på et hospital i London, efter at en knivbevæbnet mand stak folk ned på en gade i området Streatham søndag eftermiddag. Streatham ligger i det sydlige London.

Gerningsmanden - som ifølge politiet er den 20-årige Sudesh Amman - blev skudt og dræbt af politiet, efter at han havde stukket to mennesker ned.

Han havde en genstand fastspændt til kroppen. Det viste sig at være en attrap, meddeler politiet i den britiske hovedstad.

Politiet oplyser ikke, hvilken type genstand der er tale om, men flere medier skriver om et falsk bombebælte.

- Hændelsen blev hurtigt erklæret en terrorhændelse, og vi mener, at den er islamistisk relateret, siger vicepolitidirektør Lucy D'Orsi i en udtalelse, som politiet har lagt på Twitter.

Antiterrorenheden ved Londons politi har nu overtaget efterforskningen, lyder det i meddelelsen.

I alt blev tre mennesker såret ved angrebet, der fandt sted søndag eftermiddag.

En mand og en kvinde blev stukket ned af den nu dræbte gerningsmand.

Manden var i første omgang i livsfare, men blev sent søndag aften meldt uden for livsfare. Kvindens sår ikke er livstruende, meddeler politiet.

En anden kvinde blev lettere såret af et glasskår, i forbindelse med at politiet løsnede skud.

Gerningsmanden var for nylig blevet løsladt efter at have siddet fængslet på grund af en terrorforbrydelse. Det bekræftede politiet sent søndag aften.

Han havde siddet fængslet for at besiddelse af ekstremistisk materiale og for at have opfordret sin kæreste til at halshugge sine forældre.

Det oplyser de britiske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I november 2018 havde han erklæret sig skyldig i besiddelse af dokumenter relateret til terror, hvorefter han blev idømt mere end tre år i fængsel.

Politiet blev opmærksom på Sudesh Ammans aktiviteter i april 2018, og han blev anholdt i maj 2018.

Han var under aktiv politiovervågning, da angrebet fandt sted søndag, rapporterer tv-stationerne BBC og Sky News. Det er ikke bekræftet fra politiets side.

En 19-årig studerende har fortalt til Sky News, at han så en mand med en machete i hånden og metalfarvede beholdere på brystet. Manden blev jagtet af to personer, som han formoder var civilklædte politifolk.

- Så blev manden skudt. Jeg tror, at jeg hørte tre skud, men jeg kan ikke helt huske det, fortæller det 19-årige øjenvidne.

/ritzau/