Borgerne i Kramnitse, Tillitse og Kuditse på Lolland ønsker at ændre stavemåden af byernes navne. De vil tilbage til den gamle stavemåde, hvor byerne blev stavet med z i stedet for s.
Men de må væbne sig med tålmodighed. Et manglende høringssvar fra en lokal godsejer betyder, at de må vente, skriver TV Øst.
Sagen ligger hos Stednavneudvalget i København. Her ligger den og venter på svar fra godsejeren på Kramnitse Gods. Og det er godsets stavemåde med s - som også gør sig gældende i sognets skrivemåde - som kan spænde ben for borgernes ønske.
Både sogn og godsejer skal nemlig acceptere, at bynavnene skrives med z.
Stavefejl fra tresserne
Ifølge TV Øst mener de lokale, at stavemåderne med s i virkeligheden er en stavefejl, der opstod i 1960’erne.
Navnekampen har stået på i fem år, men navnene har siden middelalderen været skrevet med z, en stavemåde, der også bruges i mange lokale sammenhænge og foreningsnavne den dag i dag.
Stednavneudvalget vil rykke godsejeren for det manglende høringssvar og vil derefter hastebehandle sagen ved et ekstraordinært møde. Håbet er, at sagen kan være slut om en måneds tid, skriver tv-stationen.