Bjergene i Giro d'Italia bliver ofte regnet for at være endnu hårdere at cykle op ad end toppene i Tour de France og Vuelta a Espana.
Hvis det også er tilfældet i 2016, så passer det Team Tinkoff-rytteren Jesper Hansen meget godt.
- Planen er, at jeg skal køre Giroen i år, så jeg skal prøve at time formen dertil.
- Som ryttertype passer Grand Tour-løbene med mange bjerge mig godt. Giroen plejer at være rimelig ekstrem, og det ser jeg frem til, siger Jesper Hansen.
Den 25-årige dansker fik sidste år sin debut i Grand Tour-sammenhæng med imponerende kørsel i Vuelta a Espana. Jesper Hansen regner alligevel med, at han har mere at byde ind med i Giroen.
- Efter at jeg fået mere erfaring og bevist, at jeg kan gennemføre en Grand Tour, vil jeg prøve at give lidt mere i den næste, siger han.
Det kan endda være, at Jesper Hansen går efter en etapesejr, hvis muligheden opstår.
Ligesom i sidste års Vuelta er det planen, at han skal hjælpe holdets polske kaptajn Rafal Majka i klassementet. I Spanien endte Majka på den samlede tredjeplads.
- Vi har Rafal, som der skal køres for, men jeg får sikkert lov til at køre min chance.
- Rafal er ikke en topfavorit, som vi alle skal sidde omkring hele tiden. Han er outsider, og det giver mere frihed for os hjælperyttere, så vi måske kan gå med i udbrud på en af dagene, siger Jesper Hansen.
Giroen begynder den 6. maj og slutter den 29. maj i Torino. Cykelløbet byder undervejs på syv deciderede bjergetaper.
/ritzau/