Når MTV's årlige prisuddeling Europe Music Awards søndag aften løber af stablen, er det ikke kun priser, der bliver uddelt.
Traditionen tro har MTV nemlig samlet en goodiebag af dimensioner til dem, der skal optræde ved showet, og til dem, der skal overrække priserne.
Og det er altså ikke småting, der er i posen. Det afslører MTV på sin hjemmeside.
Der er nemlig for eksempel en Dell-computer, høretelefoner fra Monster DNA, en taske fra Replay og en kufferttrolley fra Kipling til de kendte stjerner.
De bliver heller ikke snydt for et par nye ure fra G-Shock og en telefon fra Native Union.
Til pigerne er der masser af skønhedsprodukter i posen - her i blandt et par MYE kosmetik-rejsesæt, hårprodukter fra Moroccan Oil, spraytan fra St. Tropez, en parfume fra Emporio Armani og en makeup-box fra MAC.
De kommer heller ikke til at gå tørstige rundt derhjemme, hvis det står til MTV - i goodie-bag'en er der en kasse vin, champagne og en flaske Patron Tequila.
Desuden er der gavekort til flere skønhedsbehandlinger og restauranter.
MTV's Europe Music Awards bliver sendt søndag aften klokken 21.00 på MTV.