Manchester United-manager José Mourinho var ret klar i mælet, efter hans hold måtte se sig slået af Valencia onsdag aften.
- Intet i vores indsats overraskede mig, siger Mourinho ifølge nyhedsbureauet AFP om United-indsatsen, der fra alle sider betegnes som træg.
United blev slået 2-1 af et velspillende spansk mandskab og missede dermed muligheden for at sætte sig på førstepladsen i gruppe H i Champions League.
Den mulighed lå ligefor, efter Juventus overraskende tabte til Young Boys. Men indsatsen var ikke til andet onsdag aften på Mestalla Stadion.
- Jeg lærte intet overhovedet. Intet overraskede mig. Jeg synes, det er en succes, at vi kvalificerer os fra denne gruppe. Det kan ikke være et nederlag, siger Mourinho.
Med andenpladsen i gruppen går United videre til mandagens lodtrækning for de 16 tilbageværende hold, og her er de potentielle modstandere Barcelona, Borussia Dortmund, Paris Saint-Germain, Porto, Real Madrid og Bayern München.
Førstepladsen havde givet dem udsigt til enten Atlético Madrid, Roma, Schalke, Ajax eller Lyon.
- Ud over nogle få klubber, der er klart bedre end de andre, så synes jeg ikke, lodtrækningerne ville være så forskellige, siger manageren.
Mourinho noterer sig, at Uniteds spil forbedrede sig markant i anden halvleg, da han mod sin vilje så sig nødsaget til at sætte Marcus Rashford, holdets enlige målscorer i kampen, Jesse Lingard og Ashley Young på banen.
Rashford scorede i kampens 87. minut, men det var for lidt og for sent til at ændre på udfaldet.
/ritzau/