José Mourinho måtte sluge en stor skuffelse, da han for første gang siden 2007 stod i spidsen for engelske Chelsea i en Champions League-kamp.
Den portugisiske manager, der kom tilbage til Chelsea før denne sæson, så sit hold tabe 1-2 hjemme til FC Basel i den første kamp i gruppe E.
Brasilianske Oscar bragte ellers Chelsea foran kort før pausen, men to schweiziske mål i de sidste 20 minutter gav FC Basel sejren.
Først udlignede Mohamed Salah, og senere afgjorde Marco Streller kampen til gæsternes fordel.
Selvom Basel tidligere har drillet engelske hold, blandt andet ved at sende Manchester United ud af Champions League-gruppespillet, så er sejren over Chelsea alligevel overraskende.
De to hold mødtes også i foråret i semifinalerne af Europa League.
Ved den lejlighed vandt Chelsea 5-2 samlet efter en 2-1-sejr i Schweiz, der blev fulgt op af en 3-1-triumf i London.
Chelsea vandt senere Europa League med en finalesejr over Benfica.
I den anden kamp i gruppe E vandt Schalke 04 3-0 hjemme over Steaua Bukarest.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.