Opdateret kl. 08:24
Dødstallet efter en motorvejsbro kollapsede i den norditalienske by Genova er onsdag morgen steget til 35.
Det tidligere dødstal blev opgjort til 31 personer, heriblandt tre børn på 8, 12 og 13 år.
- Det seneste officielle tal er 35, men vi kan ikke udelukke, at det vil stige yderligere, siger en talsmand for Genovas politi ifølge Reuters.
Der er tale om en motorvejsbro hen over en del af byen.
Ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa er det et stykke af broen og et brotårn, der tirsdag faldt ned fra 40 meters højde. Der er tale om et op mod 200 meter langt stykke af broen, som ligger knust.
Broen går som en viadukt over en lavtliggende del af byen.
De fleste af de omkomne ser ud til at have befundet sig i de biler, der styrtede til jorden oppe fra motorvejsbroen, siger chefen for Italiens civilforsvar, Angelo Borrelli.
Der er to lagerbygninger under broen, som menes at have været ferielukket, så derfor var der formentlig ingen i bygningerne, siger han ifølge AP. Der var ikke beboelsesejendomme under broen.
Broen passerer ifølge Ansa hen over et shoppingcenter, flere fabrikker, nogle boliger, et togspor med retning mod Milano samt floden Polcevera.
Broen har angiveligt givet efter for et større nedbør, skriver Ansa.
På Ansas hjemmeside kan man se videooptagelser fra Genova, hvor et af tårnene, der holder broen oppe, er forsvundet sammen med et længere stykke af broen.
Andre billeder viser store dele af broen, der stikker op af floden Polcevera.
Franco Nativo, en lokal journalist, der var på stedet, fortæller ifølge dpa, at han kan se mindst otte til ni biler knust under brudstykker fra broen.
- Det er et apokalyptisk sceneri, siger han til tv-stationen SkyTG24.
En video fra Ansa viser redningsfolk i silende regn, der forsøger at komme frem gennem resterne af den sammenstyrtede bro.
/ritzau/