Ritzau
Opdateret kl. 10:12
Et voldsomt harmonikasammenstød skabte store trafikale problemer i Nordjylland mandag morgen.
Motorvejen E45 har været spærret i nordgående retning ved Svenstrup i forbindelse med oprydningsarbejdet. Vejen er igen åben for færdsel, meddeler Vejdirektoratet på Twitter omkring klokken ni mandag morgen.
Fem biler var involveret i uheldet.
Nordjyllands Politi oplyste mandag morgen i første omgang, at der var tre tilskadekomne. Men lidt efter klokken ni siger vagtchef Henrik Bech, at der er tale om fire kvæstede.
- Hvor alvorligt det er, ved vi ikke endnu, siger Henrik Bech.
Bilisterne blev ledt fra ved afkørsel 29 i Svenstrup, og politiet har anmodet folk om at følge skiltningen.
Ifølge Vejdirektoratet var der fem kilometers kø, da beslutningen om at spærre motorvejen blev truffet.
/ritzau/