Motorvej totalt spærret: Tankvogn væltet omkuld
En lastbil spærrer onsdag morgen for alle spor i nordgående retning på motorvejen ved Skærup syd for Vejle.

En tankvogn med dieselolie er onsdag morgen væltet på Østjyske Motorvej i nordgående retning syd for Skærup, der ligger syd for Vejle.

Lastbilen holder helt på tværs og blokerer derfor alle spor, oplyser Sydøstjyllands Politi på Twitter.

Tankvognen lækker dieselolie.

- Der er meget glat på stedet, skriver politiet, som opfordrer bilister til at køre forsigtigt.

Beredskab er onsdag morgen i gang med at fjerne lastbilen.

Vejdirektoratet forventer, at motorvejen tidligst åbner igen omkring klokken 8.30.

/ritzau/