Hvordan gik det til, at en 46-årig familiefar og motionscyklist fredag formiddag blev fundet livløs i en skovsø syd for Kolding.
Det har Syd- og Sønderjyllands Politi nu fundet ud af efter at have foretaget en obduktion af manden.
- Han døde som følge af drukning. Det antages, at han har fået et ildebefindede, og derved er styrtet, siger stationsleder ved Kolding Politi, Verner Petersen, til TV SYD.
Det var familien, der fandt den 46-årige i vandkanten af en skovsø, efter et større eftersøgningsarbejde havde været i gang hele natten.
Tjenestehunde fra både Fyn og Jylland og en helikopter fra Forsvaret var med til at lede efter manden.
Den 46-årige forlod sit hjem torsdag formiddag for at cykle en tur i skoven på sin mountainbike. Han skulle have været hjemme sidst på eftermiddagen, men kom aldrig tilbage.