Knap et halvt år efter at den tidligere PET-agent Morten Storm stod frem i Jyllands-Posten som spion mod verdens terrorledere, har han fået sin første dødstrussel.
Det fortæller Morten Storm under et hemmeligt interview med Ritzau i forbindelse med udgivelsen af bogen "Storm - Den danske agent i al-Qaeda".
- Der stod i truslen, at der ikke engang var brug for en fatwa for at slå mig ihjel, så muslimer kan bare slå mig ihjel uden tilladelse fra nogen, siger Morten Storm til Ritzau.
Dødstruslen kom på en mail, der tikkede ind i den 37-åriges indbakke den 31. december sidste år. Mailen har en afsender, men Morten Storm ved ikke, hvem vedkommende er. Han tager dog truslen så alvorligt, at han nu vil melde det til politiet.
- Jeg sendte den videre til Jyllands-Posten, som sagde, at det var alvorligt, så jeg har tænkt mig at melde det til politiet, fortæller eks-agenten.
Ifølge Morten Storm ønsker verdens militante islamister ham død, fordi han ifølge eget udsagn er årsag til drabene på flere internationale terrorledere.
Den mest kendte er al-Qaedas åndelige propagandist Anwar al-Awlaki, som Storm mener blev dræbt af en amerikansk drone i 2011 ved hjælp af sporingsudstyr givet til en kurer for al-Awlaki af Morten Storm i Yemen.
- Jeg får hademails med jævne mellemrum fra muslimer i Danmark, England og Europa. Men det her er min første dødstrussel, siger Morten Storm.
Morten Storm bor i dag sammen med sin kone fra Yemen, men han vil ikke oplyse hvor. Han siger dog, at han ikke beskyttes af livvagter til daglig. Under interviewet havde Jyllands-Posten stillet vagter til rådighed for Morten Storms sikkerhed.
En fatwa er en rådgivende udtalelse fra autoritet inden for islam. Det kan være en opfordring til drab, som den Ruhollah Khomeini i 1989 udstedte mod den britiske forfatter Salman Rushdie efter udgivelsen af hans ​​roman 'De Sataniske Vers'.
/ritzau/