Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund (DHF), har i et stykke tid været klar over, at den famøse femteplads, som Danmark skal spille om på lørdag ved kvindernes EM, ikke giver automatisk kvalifikation til VM næste år.
Det står klart og tydeligt på side syv i turneringsguiden.
Men det fandt danskerne i Serbien først ud af torsdag aften efter at have slået Norge og dermed sikret sig en kamp om netop femtepladsen.
- Der er blevet holdt nogle tekniske møder til EM, hvor EHF (det europæiske håndboldforbund, red.) informerer om disse ting, og jeg ved, at der fra vores folk bliver spurgt specifikt til de ting.
- Så hvor misforståelsen ligger henne, det ved jeg ikke. Der må angiveligt være givet en anden besked i et teknisk møde i Serbien, siden alle dernede siger noget andet end turneringsguiden.
- Jeg har talt med min franske kollega, og franskmændene havde samme opfattelse om femtepladsens betydning som os.
- Der er blevet sagt noget andet, som har gjort, at alle inklusiv hele presseopbuddet har troet noget andet, siger Morten Stig Christensen, som følger EM i Danmark.
På de tekniske møder bliver alle praktiske ting omkring en slutrunde gennemgået, og DHF-bossen garanterer, at der altid bliver spurgt ind til antallet af VM-billetter.
Skulle I ikke bare have læst turneringsguiden ordentligt?
- Du bliver nødt til at spørge dem dernede i Serbien. Jeg har læst programmet, og jeg var klar over det med femtepladsen.
- Men jeg går ud fra, at der er kommet en kontramelding i forhold til programmet, for det kan ske, at der bliver lavet noget om i forhold til programmet. Det er derfor, man holder tekniske møder, siger han.
Men burde I ikke have dobbelttjekket det?
- Nej, vi har tekniske møder dernede. Vi har EHF, som informerer om sådan noget, og vi har et helt hold dernede.
- Jeg ringer ikke rundt til pressefolk og siger, at de skal huske at læse på side syv og spørger, om det er rigtigt, det der står på side syv. Det er ikke min opgave, siger Morten Stig Christensen og slår igen fast:
- Jeg ved ikke, hvorfor vores folk har været af en anden opfattelse i Serbien, men jeg går ud fra, at de har fået noget andet at vide og har handlet i god tro.
/ritzau/