Alle, der har prøvet at forklare sin morfar eller mormor, hvordan det der internet virker, ved, at den ældre generation ikke altid er helt modtagelig overfor ny teknologi. Derfor kommer Digitaliseringsstyrelsen nu de ældre og deres pårørende til undsætning.
Styrelsen er nemlig i gang med at brede en digital fuldmagt ud, så pårørende til ældre, der ikke har NemID, kan bruge deres eget nøglekort til at hjælpe de ældre. Det skriver DAGBLADET Roskilde.
- Vi har udviklet et fuldmagtsmodul, hvor pårørende kan bruge deres eget NemID til at logge ind og hjælpe den ældre med for eksempel skattepapirer. Indtil videre er der ikke så mange tjenester, der er understøttet, men det er helt klart en ting, som vi arbejder med, for vi er klar over, at det er et problem for nogle, siger Charlotte Jacoby, der er chefkonsulent i Digitaliseringsstyrelsen til DAGBLADET Roskilde.
En del pårørende prøver at skaffe et NemID til deres ældre familiemedlem, så den pårørende kan hjælpe med den digitale selvbetjening, men det må man faktisk ikke.
Hvis den ældre ikke selv kan finde ud af at bruge digital selvbetjening, kan vedkommende nemlig ikke få et NemID.
- For at kunne få NemID er det vigtigt, at man er i stand til at huske og administrere sin adgangskode. Man kan bruge NemID til digitalt at skrive under, og derfor skal man sikre uafviselighed, så man ikke kan komme bagefter og sige "det var ikke mig, der skrev under", fortæller Charlotte Jacoby.
Hun forstår godt, at det kan være frustrerende for pårørende, at de ikke kan se medicinjournaler, rette skatteoplysninger eller søge boligstøtte på vegne af et ældre familiemedlem, men siger, at man må gøre som i gamle dage, indtil fuldmagtsmodulet er fuldt integreret.