Onsdag blev to personer fundet døde i et hus i Skuldelev i Hornsherred, og politiet oplyser nu, at der var tale om en 52-årig kvinde og hendes 16-årige søn.
Politiet har omtalt sagen som "en tragisk familiehændelse" uden at komme nærmere ind på, hvad den formulering dækker over.
Hos Nordsjællands Politi oplyser presserådgiver Henriette Døssing, at man er tilbageholdende med oplysninger om sagen af hensyn til de pårørende.
I tidligere sager, hvor politiet har benyttet lignende formuleringer, har der været tale om, at en person har begået drab og derefter taget sit eget liv. Hvorvidt det er tilfældet i sagen fra Skuldelev, er ikke oplyst.
Politiet modtog onsdag eftermiddag en anmeldelse, som foranledigede en udrykning til huset på Havrevænget i Skuldelev. Her blev de to personer fundet døde.
Onsdag aften oplyste politiet, at der var tale om "en tragisk familiehændelse".
/ritzau/