Den prorussiske socialist Igor Dodon har erklæret sig selv som vinderen af præsidentvalget i Moldova.
Han vinder med en solid margin til sin rival, den proeuropæiske kandidat Maia Sandu. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Med 98 procent af stemmerne talt op har Dodon, der tilhører Socialistpartiet, fået opbakning fra 54 procent af vælgerne.
Sandu står til 45 procent.
Igor Dodons valgsejr ses ifølge Reuters som en reaktion på manglende tillid til landets proeuropæiske ledere i den tidligere sovjetrepublik efter en korruptionsskandale i 2014.
- Jeg er præsident for hele landet. For dem, der har stemt på mig, og for dem, der stemte imod mig, siger Igor Dodon efter sejren.
Dodon har lovet befolkningen at knytte tættere bånd til den russiske regering end til EU, hvilket er en kovending i forhold til den nuværende regering.
Moldovas premierminister, Pavel Filip, siger, at den kommende regering og opposition må arbejde sammen.
- Det indebærer reformer, som er nødvendige for landets modernisering og fortsatte tilknytning til EU, som ikke kan trækkes tilbage, skriver han i en kommentar til valgresultatet.
Præsidentvalget i den fattige tidligere sovjetrepublik, der er kilet ind mellem Ukraine og Rumænien, er blevet set som et valg mellem øst og vest.
Dodon, som var økonomiminister under den tidligere kommunistiske regering mellem 2006 og 2009, ønsker øget handel og et tættere forhold til Rusland.
Sandu vil derimod hellere lade Moldova fortsætte tilnærmelserne til EU. Landet indgik for to år siden en såkaldt associeringsaftale med EU, og halvdelen af Moldovas eksport går nu til EU-lande.
Ruslands svar på aftalen med EU var en embargo mod Moldovas vigtige landbrugssektor.
Det er første gang i 16 år, at vælgerne i Moldova har valgt landets præsident. Inden da har det været parlamentet, der har stemt om præsidenten.
Valgdeltagelsen ved søndagens præsidentvalg i Moldova lå på omkring 53 procent.
Også et andet sted i det sydøstlige Europa gik vælgerne søndag til stemmeurnerne og valgte en kandidat, der vil knytte tættere bånd til Rusland.
Det var i Bulgarien, hvor den prorussiske general Rumen Radev blev valgt til præsident.
/ritzau/