Mødte ikke op på arbejde - politiet efterlyser Claus

Krimi
46-årig mand fra Nykøbing Sjælland efterlyses af politiet, da han har været væk i flere dage. (Foto: Foto: Politiet )

Midt- og Vestsjællands Politi leder i øjeblikket efter den 46-årige mand, der har været forsvundet i tre dage.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser mandag eftermiddag i en pressemeddelelse, at de i øjeblikket leder efter en forsvundet mand fra Nykøbing Sjælland.

Det drejer sig om 46-årige Claus Rosenfeldt Sillehoved, der har været forsvundet i tre dage.

- Han skulle være mødt på arbejde lørdag, men mødte ikke op. De pårørende blev bekymrede, da han ofte har udtrykt selvmordstanker, og han har behov for vigtig medicin, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Den 46-årige mand har før været efterlyst af politiet, og dengang slog han lejr i et en skov. Hverken politiet eller de pårørende har en idé om, hvor han nu befinder sig.

Politiet beskriver den efterlyste mand som 181 centimeter høj og spinkel af bygning. Med rødt mellemlangt hår, og så har han mange fregner og få tænder i munden. Han er formentlig iført blå dunjakke, mørke bukser og sorte arbejdssko.

Oplysninger kan gives til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 114 eller 46351448.