En mand, der er anholdt for at have angrebet og såret en fransk politibetjent i Paris tirsdag, har boet i Sverige. Her har han arbejdet som journalist.
Det bekræfter professor Arnaud Mercier, der har været mandens vejleder, til den svenske avis Aftonbladet.
- Han har studeret og arbejdet som journalist i Sverige, siger Mercier.
Professoren forsker i politisk kommunikation ved universitetet Panthéon-Assas i Paris.
Tirsdag eftermiddag angreb manden bevæbnet med en hammer en politibetjent uden for domkirken Notre Dame i den franske hovedstad.
Gerningsmanden blev skudt og såret af politiet. Han blev ramt i brystet. Det oplyser de franske myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Anklagemyndigheden i Frankrig har efterfølgende oplyst, at der vil blive indledt en efterforskning af sagen af landets antiterrorkorps.
Angrebsmanden skal have råbt "dette er for Syrien", inden han blev såret af skud. Det oplyste den franske indenrigsminister, Gérard Collomb, tirsdag.
Forud for angrebet skulle manden havde svoret troskab til Islamisk Stat (IS). Det skriver det franske nyhedsbureau AFP onsdag. Oplysningen stammer fra kilder med kendskab til efterforskningen.
Den formodede gerningsmand fortalte om sin loyalitet til IS i en video fundet i mandens lejlighed. Desuden råbte han, at han var "en af kalifatets soldater" under angrebet.
Manden skal være i 40'erne og født i Algeriet. Det rapporterer den franske tv-kanal LCI. Han er gift med en svensk kvinde og har angiveligt studeret journalistik i Stockholm mellem 2006 og 2008. Det oplyser professor Arnaud Mercier.
- Han arbejdede som freelancejournalist for forskellige aviser og radiostationer i Sverige mellem 2009 og 2010, siger han til Aftonbladet.
- Derefter skulle han have taget en kandidatgrad på universitetet i Uppsala, tilføjer Arnaud Mercier.
Ifølge ham har manden blandt andet skrevet om sit hjemland, Algeriet, i den svenske presse.
Angrebsmanden har ikke været på Säpos radar tidligere. Det oplyser den svenske efterretningstjeneste til det svenske nyhedsbureau TT.
- Denne person har ikke været kendt af os, siger talsmand Simon Bynert.
/ritzau/