leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 10:42
Københavns Politi har anholdt tre personer i forbindelse med et såkaldt mistænkeligt dødsfald, hvor en 22-årig kvinde onsdag aften blev fundet død på en adresse i Københavns Nordvestkvarter.
Ifølge politikommissær Steffen Thaaning Steffensen er omstændighederne omkring dødsfaldet "meget mistænkelige", men kvinden vil først blive obduceret torsdag, og inden da kan politiet ikke fastslå, hvorvidt kvinden har været offer for en forbrydelse.
- Vi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen, da vi stadig er i gang med efterforskningen, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen i en pressemeddelelse.
Til Ritzau fortæller politikommissæren, at de tre er sigtet for vold med døden til følge, men om der er grundlag for at fremstille de anholdte i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, kan han endnu ikke sige.
- Nu må vi vente på resultatet af obduktionen, men hun har nogle mistænkelige skader, som har gjort, at vi har rejst sigtelse for vold med døden til følge, siger Steffen Thaaning Steffensen til Ritzau.
Kvinden blev fundet død på en adresse i Bispeparken onsdag klokken 19.15.
/ritzau/