I Esbjerg er der mange arbejdspladser indenfor havvindmøller og på Nordsøens danske oliefeltet.
Det tiltrækker masser af internationale medarbejdere til kommunen, men tilflytterne slår sig ikke ned permanent, hvis deres ægtefælle ikke finder arbejde.
Men nu har kommunen fundet en smart løsning, skriver Danske Kommuner.
Praktik, løntilskud og rigtige job
Projektet kaldes 'Flyt til Job' og på knap tre måneder har cirka 50 familiesammenførte og 15 tilflyttere deltaget i projektet.
Lokale virksomheder bliver opsøgt, og bliver spurgt om de har brug for en ekstra hånd - og det virker.
20 deltagere er kommet i virksomhedspraktik, mens seks er ansat i løntilskud. Derudover er seks begyndt på en uddannelse, og otte har fået ordinært job.
På rådhuset er der glæde at spore over projektet, som 'i den grad er lykkedes':
– Kommunen har brug for øget bosætning og højtuddannet arbejdskraft, fordi Esbjerg er en energimetropol. Projektet er med til at fastholde de internationale medarbejdere, som har slået sig ned i kommunen, siger formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget Henrik Vallø (K).
Han glæder sig også over en anden konsekvens af projektet.
- Det øger også vores skatteindtægter og skaber en bedre integration, siger Henrik Vallø.
'Det er en gave'
Projektets krumtap er jobkonsulent Maria Anglada, som selv blev familiesammenført med sin danske mand for to år siden. Hun kender derfor de danske regler forfra og bagfra og er god til at hjælpe tilflyttere med at forstå reglerne.
– Det er mit første job i Danmark, og det er en gave at få lov til at hjælpe nye borgere i Danmark samtidig med, at jeg selv kan vælge, hvilke metoder jeg vil bruge, og det er supergodt, siger hun til Danske Kommuner.