Kulturminister Uffe Elbæk (R) bliver irettesat af fodboldspillernes fagforening, Spillerforeningen, efter han tidligere mandag udtalte, at racisme og homofobi på fodboldbanen kan undskyldes en gang imellem.
"Spillerforeningens medlemmer skal ikke udsættes for racisme på deres arbejde, hverken fordi kolleger eller tilskuere er oppe at køre under en kamp," siger Spillerforeningens formand, Thomas Lindrup i en pressemeddelelse.
Thomas Lindrup anerkender ikke Kulturministerens udtalelser og opfordrer ham til at tage dem tilbage.
"Heldigvis har vi i Danmark en lov mod racisme, og heldigvis har FIFA og UEFA og de fleste nationale fodboldforbund som DBU og det engelske FA en nultolerance over for racisme i sport. Så i fodboldens verden er der etableret lovgivning mod racisme," siger Thomas Lindrup.
Racisme er slet og ret uacceptabelt i fodboldens verden, uddyber Thomas Lindrup.
"Kommer en spiller med racistiske udsagn, får han karantæne. Hvis en klubs tilskuere ytrer sig racistisk, får klubben en straf."
Thomas Lindrup gør desuden opmærksom på Spillerforeningens kampagne Giv Racismen Det Røde Kort, som siden 2006 "har bekæmpet racisme på stadions og på skoler i hele landet ved at benytte fodboldspillere som rollemodeller."