Ministerjob får Ahlers til at ændre sin rolle i investeringer

Tommy Ahlers (V) vil i fremtiden være passiv investor i virksomheder, efter at han er udnævnt til minister.
Tommy Ahlers (V) er ny minister for uddannelse- og forskning. Her får han overdraget ministeriet af Søren Pind (V) i en tidligere ministeruniform.
Tommy Ahlers (V) er ny minister for uddannelse- og forskning. Her får han overdraget ministeriet af Søren Pind (V) i en tidligere ministeruniform. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Danskerne har igennem flere sæsoner kunnet se erhvervsmanden Tommy Ahlers investere i virksomheder i tv-serien "Løvens Hule" på DR.

Onsdag er han blevet udnævnt til ny uddannelses- og forskningsminister, og derfor træder han nu i baggrunden i de virksomheder, hvor han er aktiv ejer.

Han bliver i stedet passiv investor, forklarer han til de fremmødte journalister, efter at han har fået overdraget ministeriet fra Søren Pind.

- I de virksomheder, hvor jeg er overrepræsenteret i bestyrelsen og har aktivt ejerskab, vil jeg opgive det aktive ejerskab og være fuldstændig passiv investor, siger Ahlers.

- De passive investeringer lægges i et holdingselskab, der er 100 procent ejet af mig, hvor jeg indsætter en administrerende direktør, så der er fuldstændig armslængde.

Ahlers var i sine ungdomsår medlem af Konservative Ungdom og stillede i 1998 op til Folketinget for partiet. Han blev dog ikke valgt, og politisk erfaring har han ifølge ham selv ikke meget af.

I stedet har han helliget sig iværksætteriet, og det har givet ham en tro på, at ting kan lykkes, som han kan bruge i sit ministerjob, mener han.

- Inden for iværksætteriet snakker vi om månelanding: Vi ved godt, at den raket, vi er ved at bygge lige nu, aldrig lander på månen, men vi går alligevel til opgaven med en tro på, at vi en dag kan lande den.

- Det er også den tilgang, jeg har til det her. Jeg ved, at det bliver meget udfordrende, men jeg ved også - det har jeg bevist i de virksomheder, jeg har skabt, og som jeg har investeret i - at jeg kan få ting til at ske, siger Ahlers.

Hvad det er, som skal til at ske på uddannelses- og forskningsområdet, vil han dog ikke løfte sløret for endnu.

- Jeg har stor respekt for, hvad det her ministerium kan, og derfor er jeg nødt til at tage mine input og visioner og lige prøve at lande i den her nye rolle, før jeg melder ud, hvad de konkret er, siger han.

I forbindelse med udnævnelsen til minister har Tommy Ahlers meldt sig ind i Venstre. Han stiller op for partiet til næste folketingsvalg, der senest skal afholdes i juni 2019.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.