I dag bliver der skrevet endnu et kapitel i fadæsen om overbetaling af private sygehuse.
Adskillige gange har Rigsrevisionen spurgt Sundhedsministeriet, om der var foretaget en undersøgelse af priserne for behandling på private sygehuse. Hver gang lød svaret fra ministeriet, at det var der ikke.
Det skriver Jyllands-Posten i dag.
På et møde den 20. maj 2009 fik Rigsrevisionen en mundtlig garanti for, at alt relevant materiale var udleveret. Men det viser sig nu, at det slet ikke var tilfældet. Faktisk holdt ministeriet en omfattende rapport på 95 sider skjult.
Rigsrevisor Henrik Otbo er svært skuffet.
"Vi fik at vide, at der var tale om et internt arbejde uden særlig betydning. Da vi stadig fik en mundtlig garanti fra Sundhedsministeriet om, at vi nu havde fået alt relevant materiale, gik vi ud fra, at det var korrekt, når ministeriet sagde, at udredningen var uden betydning," siger Henrik Otbo til Jyllands-Posten.
Om en uge mødes Folketingets statsrevisorer om sagen.
Mogens Lykketoft (S) er stærkt utilfreds med Sundhedsministeriets uærlighed.
"Rigsrevisoren føler, at han er blevet ført bag lyset. Det er meget, meget bekymrende," siger han til Jyllands-Posten.
Daværende sundhedsminister, Jacob Axel Nielsen (K), stiller sig totalt uforstående overfor sagen og afviser at have noget med det at gøre.