Minister vil snuppe millioner fra foreninger: Nu tager sagen ny drejning

Hverken S eller DF vil stemme for en afskaffelse af momsstøtten til kirkelige og almennyttige foreninger.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er nu indkaldt til i lukket samråd om sagen.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) er nu indkaldt til i lukket samråd om sagen. Foto: Liselotte Sabro/Scanpix/arkiv

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har gjort sig aldeles upopulær i store dele af "Foreningsdanmark" som afsender på regeringens udspil om at afskaffe en særlig momsstøtteordning for almennyttige foreninger.

Alle fra Roskilde Festival, Røde Kors og 30 religiøse foreninger har protesteret over forslaget, der vil koste dem millioner.

Men nu viser det sig, at regeringen ikke kan samle flertal til at fjerne den særlige momskompensationsordning, der koster staten cirka 150 millioner kroner om året.

For hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet vil lægge stemmer til, fortæller partiernes skatteordførere. Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Vores holdning er, at der kan være brug for justeringer af ordningen, men at en egentlig afskaffelse ikke er en god idé. Der er tale om organisationer, som gør et stort arbejde inden for det sociale område, som man ellers ikke fanger inden for sundhedssystemet. Derfor mener vi ikke, at der er brug for en afskaffelse, siger Dennis Flydtkjær, skatteordfører for Dansk Folkeparti.

Han vil gerne have undersøgt, om der er for mange organisationer, der i dag deles om pengene.

Heller ikke Socialdemokratiet vil sige farvel til ordningen.

- En lang række gode organisationer vil blive ramt af forslaget. Med de millioner, der er tale om, vil det simpelthen blive vanskeligere for disse organisationer at levere den indsats, de gør, siger partiets skatteordfører Jesper Petersen.

Han har indkaldt til et lukket samråd om sagen.

Da Enhedslisten og SF heller ikke støtter forslaget, kan der altså ikke samles flertal for en afskaffelse af ordningen, som det ser ud nu.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.