Muslimske kvinder med tørklæde kan nægtes kontanthjælp.
Det fremgår af et svar fra beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til Folketingets arbejdsmarkedsudvalg.
Men det er urimeligt, mener SF's socialordfører Özlem Sara Cekic, der nu vil trække ministeren i samråd.
"Det er dobbeltmoralsk, fordi beskæftigelsesministeren har sagt, at hun vil ligestille etniske kvinder, men det her fastholder dem i fattigdom og gør dem mere afhængige af deres mænd," siger hun til flere medier.
I svaret til Folketinget oplyser beskæftigelsesministeren, at det er en betingelse for at få kontanthjælp, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet. Og det gør man ikke, hvis der er "egenskaber" ved den ledige, der gør, at vedkommende ikke har mulighed for at tage et ordinært arbejde.
"Kontanthjælpsmodtagere kan ikke begrænse deres rådighed til arbejdspladser, hvor man må bære tørklæde," skriver Inger Støjberg.
Dansk Folkeparti har tidligere foreslået et tørklædeforbud, der gælder alle personer, som arbejder i det offentlige, mens Venstre kun ønsker, at dommere ikke må bære tørklæde.