Det har en høj prioritet for den nye regering, at danske atleters OL-bonus skal være skattefri.
Selv om der er næsten fire år til OL i Tokyo, vil kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) speede processen op og gøre bonussen skattefri.
- Vi tager fat på opgaven med det samme, og så må vi se, hvor hurtigt det går. Men vi vil gøre det så hurtigt som muligt, siger ministeren.
I det nye regeringsgrundlag står der, at regeringen ønsker at fremsætte et lovforslag, som skal fjerne beskatningen af OL-bonussen.
Men før den skattefri bonus kan blive en realitet, skal forslaget først udformes og vedtages af et politisk flertal.
Der er flertal, hvis Dansk Folkeparti bakker op om forslaget.
Idrætsordfører Karin Nødgaard (DF) er positiv omkring idéen og påpeger ifølge TV2 Sporten, at det er en mindre sum penge, der kan komme atleterne til gavn.
For kultur- og kirkeministeren er det netop essensen af, hvorfor beskatningen skal fjernes.
OL-medaljevinderne skal nemlig have glæde af hele præmien, lyder det fra ministeren.
- Jeg synes, det er en rigtig god idé at afskaffe beskatningen.
- For jeg synes faktisk, det er lidt småligt, at når danskere rejser ud i verden, og hele verden får øje på Danmark på grund af deres præstationer, så skal de efterfølgende betale skat af den bonus, de får, siger hun.
Til spørgsmålet om Mette Bock vil fjerne al beskatning af atleters økonomiske præmier, lyder svaret:
- Så langt er vi ikke nået endnu. Nu må vi lige prøve at kigge på det. Vi skal også kigge ned i, hvad det er, det ellers kunne handle om.
- Men i første omgang er det OL-bonussen, vi taler om, siger hun.
I Danske Elitesportsudøveres Forening (DEF) bliver den skattefri bonus hilst velkommen. Formand Mark O. Madsen ser det som en god idé at belønne atleter for en ekstraordinær indsats.
- For mange atleter er det jo også nogle penge, som kan gøre stor gavn, siger den professionelle bryder, der vandt guld ved OL.
Atleterne får den økonomiske bonus af Team Danmark, når de vinder en OL-medalje. Til OL i Rio vandt Danmark 15 medaljer.
Pernille Blumes guldmedalje i svømning udløste en bonus på 100.000 kroner, imens sølv- og bronzemedaljer gav henholdsvis 70.000 og 50.000 kroner i bonus.
/ritzau/