leveret af Nyhedsbureauet Newspaq
Opdateret kl. 15:46
Sundhedsstyrelsen skal gås efter med tættekam.
Sådan er meldingen fra sundhedsminister Nick Hækkerup (S), som siger, at der er ved at blive ryddet op i Sundhedsstyrelsen efter ny sag om fejlbehandling, som følger i kølvandet på en række skandalesager.
En fynsk psykiater suspenderes lørdag øjeblikkeligt efter i årevis at have fejlbehandlet patienter formentlig som følge af et hovedtraume ved et fald fra et stillads i 2002, skrev DR tidligere lørdag.
Sundhedsministeren har allerede påbegyndt en oprydning, lyder det.
- Det er rigtigt af Sundhedsstyrelsen at reagere omgående, når der bliver rejst tvivl om patientsikkerheden. Det her er én blandt flere sager, der bekræfter, at der skal ryddes op i Sundhedsstyrelsen.
- Jeg er i gang med at rydde op og forhandler netop nu med Folketingets partier om, hvordan det fremtidige tilsyn bliver så godt, som det skal være, siger han i en pressemeddelelse.
Så sent som for en uge siden behandlede den fynsk psykiater stadig patienter, senest på et botilbud for psykiatriske patienter i Odense.
Det er endnu en sag i en lang række problematiske sager for Sundhedsstyrelsen, som kostede direktør Else Smith jobbet, da sundhedsministeren for nylig fyrede hende.
DR Nyheder har tidligere afsløret, at en hjerneskadet psykiater fra Vestjylland fik lov til at praktisere trods årelange advarsler. Sagen førte til dødsfald og flere tilfælde af fejlmedicinering af børn.
Andre sager omfatter en nordjysk psykiater, der i årevis udskrev store mængder medicin og fejlbehandlede patienter. Også her var Sundhedsstyrelsen flere gange blevet advaret, uden at man reagerede.
Venstre har indkaldt sundhedsministeren til et samråd for at få oversigt over, om der skulle være andre sager.
/ritzau/