Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) kommer nu med en klar opfordring til de virksomheder, der efterlyser kvalificeret arbejdskraft: Slå dog de ledige stillinger op.
- For mig er det mærkeligt, at man ikke slår stillingerne op, hvis man mangler medarbejdere, siger Troels Lund Poulsen.
Opfordringen kommer på et tidspunkt, hvor debatten om mangel på kvalificeret arbejdskraft er topaktuel. Regeringen har netop spillet ud med en række forslag, der skal gøre det lettere for danske virksomheder at hente udenlandsk arbejdskraft hertil.
Udspillet er imidlertid blevet kritiseret af flere partier og dele af fagbevægelsen, der hellere vil satse på, at flere danske ledige kommer i arbejde. Fagforbundet 3F har desuden kritiseret virksomhederne for at være mere optaget af at beklage sig over mangel på arbejdskraft end af at rekruttere professionelt.
- Virksomhederne bliver i højere grad nødt til at dokumentere deres behov. Det vil gøre det nemmere at forstå det akutte behov for arbejdskraft, siger Troels Lund Poulsen.
Det handler ifølge ministeren om at 'spille på den store bane' for at sikre virksomhederne de rette folk og hjælpe flere ledige i job. Både virksomheder og jobcentre skal anstrenge sig, pointerer Troels Lund Poulsen. Og så skal fagbevægelsen anerkende, at der er et problem med mangel på arbejdskraft, tilføjer han.
- Hvis vi ikke er i stand til at levere de fornødne hænder på det danske arbejdsmarked, kan det påvirke muligheden for, at Danmark kan vækste, forudser Troels Lund Poulsen.
Han roser Dansk Metal for at tydeligt understrege vigtigheden af, at danske virksomheder kan få den nødvendige arbejdskraft, men ærgrer sig samtidig over, at 3F ikke mener, at problemet er så stort.
- Man skal passe på, at man i dele af fagbevægelsen ikke gør sig selv en bjørnetjeneste, for det kan i bund og grund betyde, at det kan blive sværere at fastholde medarbejdere i Danmark, fordi virksomhederne kan finde på at lægge nogle af deres aktiviteter uden for landets grænser, siger Troels Lund Poulsen og tilføjer, at han har noteret sig, at 3F og Dansk Byggeri har indgået en samarbejdsaftale om at hjælpe hinanden med at skaffe virksomhederne den arbejdskraft, de efterspørger.
Men at tro, at samtlige ledige stillinger her og nu kan blive besat af de arbejdsløse, er en énøjet betragtning, fastholder Troels Lund Poulsen. Blandt andet fordi der, som det ellers ofte bliver nævnt i debatten, slet ikke er 100.000 ledige i Danmark, som er parate til at tage et nyt job i dag.
En del af de ledige er på vej fra et job til et andet og kan derfor ikke springe til, når en virksomhed kalder, pointerer ministeren.
Det er mere reelt at forholde sig til de godt 60.000 ledige, der har været uden job i en længere periode, og som burde kunne gå ind på arbejdsmarkedet, hvis de vel at mærke har de rette kvalifikationer, mener Troels Lund Poulsen.
- Man kan ikke bare konvertere en kontanthjælpsmodtager til elektriker eller vvs'er. At tro dét er at stikke folk blår i øjnene, siger Troels Lund Poulsen.
Som illustration af, hvor svært det kan være at skaffe kvalificerede folk, når virksomhederne kalder, fortæller han om et nyligt besøg hos Dansk Metal i Aarhus.
- De har 147 ledige, men som de sagde, det er svært at tilbyde en cykelmekaniker til en virksomhed, der mangler en klejnsmed. En ting er, at ledigheden i Metal er historisk lav, men man kan ikke bare gå fra en jobfunktion til en anden, siger Troels Lund Poulsen.
Men det er muligt at omskole en cykelmekaniker til klejnsmed?
- Det er det, men ikke på 14 dage. Det kræver efter- og videreuddannelse, og at den ledige har en interesse i det. Og vi ved, at jo dårligere uddannet man er, des mindre er lysten til at tage efteruddannelse, siger ministeren og tilføjer, at i opsvingstider er appetitten ofte større på at komme i job end på kursus, pointerer ministeren.
Når kabalen ikke kan gå op i virksomhederne, er det, at interessen for at hyre udenlandsk arbejdskraft stiger. Indtil videre har Troels Lund Poulsen og kollegaen, udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), dog måttet sande, at hovedkravet i regeringens udspil om at tiltrække flere udenlandske hænder er blevet afvist af Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti.
Det drejer sig om forslaget om at at sænke beløbsgrænsen på 418.000 kroner om året, som en udenlandsk arbejdstager minimum skal tjene for at få adgang til det danske arbejdsmarked, til 330.000 kroner.
Hvordan forhandlingerne lander, afviser Troels Lund Poulsen at give bud på.
- Det er ikke 'a walk in the park'. Jeg håber på Socialdemokratiets ansvarlighed. Problemerne går ikke væk, siger beskæftigelsesministeren.
Læs Dansk Industris svar på Troels Lund Poulsens kritik her.