Alt andet lige kan man forvente lavere priser på mellem fem og ti procent på ejerlejligheder i København som følge af regerings nye boligskattesystem.
Det fastslår skatteminister Karsten Lauritzen (V) på et pressemøde i Skatteministeriet onsdag. Her præsenterer han regeringens udspil, "Tryghed for boligejerne".
Ministeren understreger dog, at regnestykket er meget usikkert:
- Det er en alt andet lige-betragtning. Der er rigtig mange parametre, der gør, at priserne er steget i København, siger Karsten Lauritzen og tilføjer:
- De nye boligejere, der kommer ind efter 2021, vil opleve en hårdere beskatning, men måske vil priserne ikke være lige så høje.
Årsagen til det mulige prisfald er, at de nuværende boligejere får en skatterabat, som ikke vil gælde personer, der køber en lejlighed efter 2021.
Den højere skat ventes at blive afspejlet i en lavere pris på ejerlejlighederne til den tid.
Skatteministeren understreger, at regnestykket er usikkert.
Der er så stor tilstrømning til København på grund af job- og uddannelsesmuligheder, at priserne kan fortsætte med at stige.
Dermed er det ikke sikker, at der bliver tale om egentlige prisfald, men mere en afdæmpning af prisstigningerne.
- Jeg er selv boligejer i København, og jeg er ikke bekymret, siger Karsten Lauritzen.
Omkring finanskrisen i 2008 faldt priserne på lejlighederne markant. Men siden er de steget og er nu i nogle områder på højde med eller højere end før finanskrisen.
/ritzau/