Grænsen for, hvor mange studerende universiteterne kan optage for de penge, de får nu, er nået. De har ikke råd til at ansætte flere forskere, og der kan ikke kobles flere studerende på de forskere, der allerede er.
Det er universiteterne selv, der i lyset af rekordoptaget i år nu siger, at de nærmer sig grænsen for, hvor mange unge de kan uddanne. Det skriver Information.
Men det møder ikke den store opbakning hos videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K). Hun efterlyser en mere mere innovativ og konstruktiv tilgang til administrationen af lokaler, undervisningsmetoder og digitalisering.
"Det ville være klædeligt, hvis universiteterne kom mere konstruktivt ind i debatten om, hvordan er det, vi kan få mere ud af de ressourcer, vi investerer," siger Charlotte Sahl-Madsen til Newspaq.
Ministeren peger på, at taxameterordningen betyder, at jo flere studerende universiteterne optager jo flere penge får de, og det handler om at bruge de penge bedst muligt. Desuden er forskningsmidlerne også øget, siger Charlotte Sahl-Madsen, så hun har ikke en ekstra pose penge til universiteterne.
"Jeg synes, det er ærgerligt, at de uddannelses- og forskningsinstitutioner, der uddanner fremtidens kloge hoveder, ikke selv er mere innovativt tænkende og parate til at yde en indsats for at drøfte, hvordan vi får mest muligt ud af ressourcerne," siger hun.