Østeuropæere, der bliver snydt, udnyttet eller misbrugt, mens de arbejder i Danmark, bør søge ly under den danske fagbevægelses beskyttende vinger.
Det mener beskæftigelsesminster Mette Frederiksen (S) på bagrund af den senere tids mange eksempler på lønfusk, elendig sikkerhed og udnyttelse af ansatte hos østeuropæiske firmaer, der opererer i Danmark.
"Det er dybt urimeligt og uanstændigt, hvis arbejdsgivere benytter dobbelt bogføring eller andre kneb til at omgå reglerne på det danske arbejdsmarked. (...) Jeg vil opfordre udenlandske arbejdstagere, der bliver snydt, til at melde sig ind i danske lønmodtagerorganisationer," siger hun.
Den Danske Model gælder for alle
Opfordringen faldt på et samråd om storentreprenøren Pihl & Søns brug af polske underentreprenører, som gentagne gange er blevet afsløret i grov underbetaling, skattesvindel og brud på de danske regler for arbejdsmiljø.
Beskæftigelsesministeren stiller sig dermed bag 3F's ambition om at organisere østeuropæere, der arbejder i Danmark.
Mette Frederiksen understreger, at det hører med til et ordnet og reguleret arbejdsmarked, at lønmodtagere melder sig ind i en faglig organisation, og arbejdsgivere melder sig ind i arbejdsgiverorganisationer.
"Det mener jeg følger af den danske model. Nu er der så kommet flere udenlandske lønmodtagere, og der hvor de kan få varetaget deres individuelle interesser bedst, er via en faglig organisation," siger hun.
Hvad hvis det har den konsekvens, at du mister dit job, hvis du for eksempel er ansat i et polsk firma?
"I så fald vil jeg vurdere det til at være ulovligt, fordi vi har foreningsfrihed i Danmark," siger Mette Frederiksen.
Skal de danske fagforeninger gå mere aktivt ind i rekrutteringen af udlændinge?
"Nej, det er min oplevelse, at den danske fagbevægelse allerede er meget aktive - blandt andet på byggeriets område. Og jeg kan se på møder, at der er begyndt at være udenlandske medlemmer til stede, så min fornemmelse er, at fagbevægelsen allerede løfter den her opgave meget meget fint," siger hun.
Pavel og Pjotr må selv vælge
Mette Frederiksen understreger, at hun ikke kan eller vil tage stilling til, hvad der er det rigtige for en polsk jord- og betonarbejder.
"Jeg kan kun sige, at hvis man er lønmodtager på dansk jord, vil jeg mene, det er en fordel, hvis man er medlem af en dansk lønmodtagerorganisation - men det er enhver naturligvis i deres gode ret til selv at bestemme," siger hun.