Den nyslåede trafikminister, Pia Olsen Dyhr (SF) slår nu det sidste søm i den omdiskuterede københavnske betalingsrings kiste.
Den stærkt kritiserede plan om at indføre en afgift for at køre ind og ud af København blev skrinlagt i februar sidste år, og nu fastslår trafikministeren over for Berlingske, at der ikke kan blive tale om et comeback til idéen.
- Efter det forløb vi har været igennem i regeringen, må vi erkende, at der ikke er folkelig opbakning til en betalingsring. Den måde, den var konstrueret på, ville faktisk betyde, at den ville blive voldsom dyr i forhold til, hvad den ville kræve af indtægter.
- Det er ikke en god løsning på det trængselsproblem, vi har i København, siger ministeren til Berlingske søndag.
Pia Olsen Dyhr har ellers tidligere gået forrest i kampen for indførsel af en betalingsring. Som trafikordfører for SF udtalte hun for to år siden til Ritzau:
- Bilisterne kan dog være sikker på en ting: Hvis regeringsmagten skifter, kommer den røde betalingsring meget snart.
Hun mente dengang, at ringen, der var et af SF's valgkampstemaer, skulle træde i kraft allerede i 2012.
Men selv om, at SF i 2011 blev et regeringsparti, blev planerne om en betalingsring efter interne socialdemokratiske diskussioner opgivet i februar 2012.
Det var især uklarhed om indtægterne ved en betalingsring og kraftig modstand fra danskerne, især bilisterne, der fik regeringen på andre tanker.
/ritzau/