Mindst syv mennesker blev dræbt og mindst 55 blev såret ved et formodet Taliban-selvmordsangreb mod en politistation i Afghanistan søndag, skriver Reuters.
Nyhedsbureauet skriver, at skudvekslinger mellem sikkerhedsstyrker og oprørere fortsatte efter angrebet, hvor en selvmordsbomber kørte en bil med sprængstoffer ind i det lokale politihovedkvarter i byen Pul-e-Khum.
- Både civile og medlemmer af sikkerhedsstyrkerne blev dræbt, siger sundhedsmyndighederne ifølge Reuters.
- Mindst syv civile og sikkerhedsfolk er blevet dræbt. Vi har også modtaget lig af kvinder og børn, siger Abdul Aleem Ghafari, som er vicesundhedschef i Pul-e-Khumri.
En lokal politiker siger til Reuters, at kampe fortsætter, og at myndighederne har anmodet om forstærkninger fra naboprovinserne.
Taliban, som vil indføre et strengt islamistisk styre, har taget skylden for angrebene.
Nasrat Rahimi, en talsmand for indenrigsministeriet i Kabul, siger, at adskillige af Talibans folk havde haft held til trænge ind i politiets hovedkvarter.
Angrebet skete efter flere måneder med relativ ro, hvor Taliban-bevægelsen har holdt møder med amerikanske udsendinge. Kontakten sigter mod at bane vej for formelle fredsforhandlinger. Men der har været rapporter om sammenbrudte forhandlinger.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters