Mindst ni dræbt ved angreb på ministerium i Mogadishu

Embedsmænd var fanget i bygning under skudveksling. Ansatte blev dræbt eller såret, da de sprang ud ad vindue.

Mindst ni blev dræbt ved et angreb lørdag på Somalias indenrigsministerium. Sikkerhedsstyrker dræbte efterfølgende de tre angribere under en to timer lang skudveksling i bygningen.

Militante fra den ekstremistiske gruppe al-Shabab siger, at de udførte angrebet.

En del embedsmænd blev fanget i bygningen under den lange skudveksling. Nogle ansatte blev dræbt eller såret, da de hoppede ud ad vinduerne for at slippe væk.

- Mere end 10 personer blev såret, og antallet af dræbte kan stige, siger oberst Ahmed Mohamed.

Angrebet begyndte tidligt på dagen med udløsningen af en selvmordsbombe.

Den islamiske al-Shabab-milits, som en arm af al-Qaeda, slår ofte til i Somalia. Gruppen fik skylden for en lastbilbombe i oktober, som dræbte over 500 mennesker. Angrebet var det blodigste i landets historie.

Regeringen varslede en optrappet offensiv mod gruppen efter denne massakre, hvor bomben ifølge sikkerhedstjenesten vejede mellem 600 og 800 kilo. To timer senere eksploderede endnu en bombe i distriktet Medina.

Al-Shabaab vil vælte regeringen og oprette et islamistisk kalifat i Somalia.

Men de seneste år har gruppen lidt en række nederlag takket være både somaliske sikkerhedsstyrkers indsats og fredsbevarende styrker udsendt af Den Afrikanske Union.

Det var islamisterne fra Somalia, som stod bag et blodigt angreb i et butikscenter i Kenyas hovedstad, Nairobi, i 2013. 67 mennesker blev dræbt.

/ritzau/Reuters