Mindst 70 soldater dræbt i angreb i Nigeria

Millioner af mennesker er sendt på flugt fra deres hjem i det nordøstlige Nigeria, hvor militante grupper i årevis har kæmpet en voldelig oprørskamp, der ofte har været rettet mod civile. Her er det en lejr for internt fordrevne uden for storbyen Maiduguri, der er hovedby i Borno-provinsen. (Arkivfoto) (Foto: Afolabi Sotunde/Reuters)

Ud over snesevis af dræbte blev en del soldater taget til fange af militant gruppe, der angreb dem i Nigeria.

Mindst 70 nigerianske soldater er dræbt, efter at deres militærkolonne blev angrebet af islamistiske oprørere i den nordøstlige del af landet mandag.

Det oplyser militære kilder og sikkerhedskilder tirsdag til nyhedsbureauet AFP.

Der kan være flere end 70 omkomne. Men foreløbig er 70 lig blevet bjærget fra stedet, meddeler en militær kilde.

Oprørerne affyrede granater og andre tunge våben mod en lastbil fuld af soldater i den urolige delstat Borno, siger to militære kilder, der ikke ønsker at stå frem med navn.

- Det var et stort tab. Mindst 70 soldater er døde i angrebet, siger den ene kilde.

- Terroristerne rettede specifikt deres angreb mod en lastbil fuld af soldater med raketdrevne granater og brændte køretøjet. Alle om bord blev dræbt.

De to officerer tilføjer, at adskillige soldater blev såret i angrebet, mens andre blev taget til fange af de militante.

En talsmand for Nigerias hær siger, at han ikke umiddelbart kan kommentere meldingerne om angrebet.

Militærkolonnen kørte fra storbyen Maiduguri, der er hovedby i Borno-delstaten, for at indlede en offensiv mod en militant gruppe med forbindelse til Islamisk Stat.

Det siger et medlem af den milits, der bekæmper oprørerne.

Ud over den militante bevægelse Boko Haram er især den gruppe, der kalder sig Islamisk Stats Vestafrika-provins, meget aktiv i området. Gruppen brød ud fra Boko Haram i 2016.

Den har før stået bag angreb på både militæret og civile i området.

Umiddelbart har ingen gruppe taget skylden for mandagens angreb.

Den mangeårige kamp i det nordlige Nigeria har kostet mindst 36.000 mennesker livet og sendt knap to millioner andre på flugt fra deres hjem.

/ritzau/AFP