Mindst 40 militante islamister er lørdag dræbt i et raketangreb i Syrien. Det meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger situationen i landet.
Angrebet ramte militante med tilknytning til bevægelsen al-Qaeda. De befandt sig nær byen Idlib i det nordvestlige Syrien, oplyser observatoriet.
- Et raketangreb var rettet mod et møde blandt lederne i Hurras al-Deen, Ansar al-Tawhid og andre allierede grupper inde i en træningslejr, siger Rami Abdel Rahman, der er leder af observatoriet.
Det var ikke umiddelbart klart, hvem der stod bag angrebet. Det er også uklart, om raketterne blev affyret fra kampfly eller positioner på landjorden, tilføjer han.
Efter flere måneders intense luftangreb indledte den syriske hær tidligere på måneden en offensiv på landjorden.
Lørdag morgen trådte en ensidig våbenhvile i kraft i dele af Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP