Fire medarbejdere i den selvejende daginstitution Lions Børnehuse i Hørsholm Kommune er blevet meldt til politiet og sendt hjem.
Kommunen har indgivet en politianmeldelse om såkaldte uregelmæssigheder.
Det skriver Sn.dk på baggrund af en pressemeddelse fra Hørsholm Kommune.
Lokalavisen Hørsholm skriver, at sagen drejer sig om svindel i million-klassen. Svindlen skulle angiveligt være foregået over en periode på halvandet år eller mere.
Det vil kommunen dog ikke bekræfte overfor lokalavisen, men siger, at sagen er så alvorlig, at det har været nødvendigt med en politianmeldelse.
De fritagede medarbejdere er områdelederen, en leder, en souschef og en menig medarbejder.
- Da det er personalesager, og der er indgivet politianmeldelse, har Hørsholm Kommune ikke mulighed for at sige mere på dette tidspunkt i processen, oplyser kommunen i pressemeddelelsen. Her fortæller kommunen også, at der er indsat en ny, midlertidig ledelse.