Milliardminus hos Norwegian

Norwegian havde mere end 36 millioner rejsende om bord på sine fly i 2019. (Arkivfoto) (Foto: Tt News Agency/Reuters)

Det norske flyselskab har været tvunget til at holde 18 fly på jorden det meste af 2019. Det har været dyrt.

Flyveforbuddet med flytypen Boeing 737 MAX har været en dyr omgang for Norwegian, der kommer ud af 2019 med et minus på 1,2 milliarder danske kroner.

Det viser selskabets årsregnskab, der er offentliggjort torsdag.

Flyveforbuddet har omfattet 18 af Norwegians fly og har alene kostet 740 millioner kroner. Norwegian har været nødsaget til at leje fly som reserve.

Resultatet for 2019 er en forværring på lidt over 100 millioner sammenlignet med 2018.

Forbuddet har været gældende siden marts sidste år og skyldes, at flytypen i 2018 og 2019 var involveret i to fatale flystyrt i Indonesien og Etiopien, der kostede 346 mennesker livet.

Motorproblemer på Dreamliner

Myndigheder er nu ved at undersøge sagen. Det er uvist, hvornår MAX-flyene igen kan være på vingerne.

Norwegian skriver i sit regnskab, at det håber, at flyene er tilbage på vingerne i september.

Ud over MAX-flyene er Norwegians resultat også presset af, at der har været motorproblemer på selskabets Dreamliner-fly.

Det norske flyselskab har gennem 2019 været i gang med et stort spareprogram, da Norwegian efter en lang årrække med hidsig vækst kæmpede med pressede resultater og en hård gæld.

Det overordnede mål har været, at fokus skulle skiftes fra vækst til lønsomhed.

Omsætningen øget

Der er blevet lukket ruter og baser, fly er blevet solgt, og leverancer er udskudt.

Det har skåret 1,7 milliarder kroner af omkostningerne i årets løb, men har altså ikke været nok til at sikre et overskud.

Det er, på trods af at omsætningen sidste år steg med otte procent til 32,4 milliarder kroner.

For 2020 forventer Norwegian at kunne vende de røde tal til et overskud. Det er baseret på flere besparelser - herunder at antallet af udbudte billetter bliver skåret med 13-15 procent.

Derudover er forventningerne baseret på, at flyselskabet lander en aftale om kompensation med Boeing for problemerne med Max-flyene.

/ritzau/