Militsfolk i Den Demokratiske Republik Congo (DRCongo) har dræbt 25 civile i landets voldsplagede østlige del.
Næsten alle ofrene er blevet dræbt med macheter.
Det oplyser lokale embedsmænd lørdag.
- I alt er 25 mennesker blevet dræbt. De er blevet hugget midt over med macheter af Mai-Mai Mazembe (militsgruppe, red.) i og omkring landsbyen Kyaghala, siger Francis Bakundakabo, der repræsenterer guvernøren i provinsen North Kivu.
- Alle disse civile var hutuer, tilføjer han.
Ifølge Francis Bakundakabo fandt massakren sted lørdag mellem klokken 4 og 8.
Den lokale aktivist Hope Kubuya fortæller, at 24 af ofrene er blevet dræbt med macheter, mens en kvinde er blevet dræbt af skud.
- Dette angreb begået af Mai-Mai Mazembe mod hutulandsbyen vil opblusse den etniske konflikt i regionen, siger han.
Militsen Mai-Mai Mazembe betegner sig selv som en "selvforsvarsmilits" og tæller medlemmer fra de lokale etniske grupper Nande, Hunde og Kobo. På den anden side står etniske hutuer fra gruppen Nyaturu.
I området omkring Kyaghala bor der hovedsageligt hutuer.
Det seneste store angreb i den uroplagede region skete i december. Her blev mindst 35 civile dræbt i sammenstød mellem krigere fra to rivaliserende grupper.
Medlemmerne af Nande, Hunde og Kobo betragter i høj grad hutuer som "fremmede".
Spændingerne mellem Nande og hutusamfundet er vokset det seneste år med en række af angreb begået af begge parter mod landsbyer i provinsen North Kivu.
Siden december er den politiske krise i landet samtidig blevet forværret. Således nægter præsident Joseph Kabila at udskrive valg og træde tilbage, selv om hans embedsperiode er udløbet.
Joseph Kabila overtog præsidentposten i 2001 efter sin far, der blev snigmyrdet.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.