En militant muslim, der angiveligt har et dansk pas, er blevet anholdt af den libanesiske hær.
Det skete under en anholdelse af i alt tre militante muslimer efter voldsomme og blodige kampe i Nordlibanon omkring byen Tripoli. Det oplyser det tyske nyhedsbureau DPA.
DPA citerer øjenvidner, der så de tre mænd blive anholdt i byen. En anden af de tilfangetagne skulle angiveligt have australsk pas.
Under de voldsomme uroligheder er mindst 10 personer i løbet af weekenden, ifølge BBC blevet dræbt i området. Heriblandt to civile, en soldat, en betjent og mindst seks af de islamistiske oprørere.
Oprørerne kommer formentlig fra gruppen Fatah Al-islam, hvor der formodes at være op til 200 kampklædte mænd. Der er ikke en direkte kontakt mellem gruppen og Al-Qeada, men den oplyser, at den tilslutter sig Al-Qaedas ideer. Ifølge Libanon har Fatah Al-islam forbindelser til den syriske efterretningstjeneste.
Om den anholdte danske islamist har stammer fra Fatah Al-islam vides endnu ikke.
Udenrigsministeriet arbejder søndag aften på højtryk på at få kontakt til de libanesiske myndigheder gennem ambassaden i området.
- Ambassadekontoret har ikke modtaget en henvendelse om en anholdt dansker i Libanon, siger Ole Neustrup, der er souschef i Borgerservice, til Avisen.dk.
Kontoret har dog heller ikke søndag kunne få kontakt til de rette myndigheder og vil derfor mandag tage kontakt for at høre, om der er blevet anholdt en dansker i landet.