Verdens bedste håndboldspiller Mikkel Hansen har så store problemer med sit ene knæ, at det sandsynligvis kræver en operation til sommer.
Det fastslår Paris Saint-Germain-stjernen over for Politiken.
- Som det er nu, så er det uholdbart, hvis jeg skal præstere på højeste niveau.
- Jeg kan ikke træne, som jeg gerne vil, og det er irriterende - og det sætter begrænsninger i forhold til næste sæson, hvor vi gene skal spille i Champions League, og hvor der bliver mange kampe, også EM på hjemmebane, siger Mikkel Hansen.
Derfor regner han med, at han må igennem en operation.
- Det vil jeg tro. Og den og genoptræningen skal nok finde sted i min sommerferie.
- Det er mit håb, at vi kan få afgjort det franske mesterskab med et par spillerunder tilbage, således at jeg kan blive opereret hurtigt og komme i gang med genoptræningen.
- Om operationen skal foregå i Frankrig eller Danmark, ved jeg endnu ikke. Det er noget jeg skal tale med klubben om, siger Mikkel Hansen.
Håndboldstjernens knæ generede ham også under januars VM-slutrunde, hvor Danmark nåede finalen og tabte stort til Spanien.
/ritzau/