De tre danskere i den finske ishockeyklub Lukko Rauma har indtil videre været en succes, og det blev der sat streg under i torsdagens opgør i SM-Liigaen på hjemmebane mod Karpät fra Oulu.
Rauma vandt kampen 3-2, ikke mindst takket være to scoringer af Mikkel Bødker, der scorede to gange i tredje periode og sikrede sit hold de tre point.
Det sidste mål havde endda et ekstra dansk strejf i form af den assist, som Frans Nielsen blev noteret for.
Mikkel Bødker kom til Finland et stykke inde i sæsonen, da forhandlingerne om en ny overenskomst i NHL-ligaen brød sammen.
Derfor har han kun nået at spille 25 af Lukkos 33 kampe, men er alligevel oppe som nummer 14 på ligaens topscorerliste med 25 point i 25 kampe.
Frans Nielsen er en delt nummer 30 på samme liste med 19 point i 23 kampe.
Deres gode form er gode nyheder for landstræner Per Bäckman, der håber at kunne råde over de lockoutede NHL-spillere i OL-kvalifikationen i Vojens i begyndelsen af februar.
Det kræver, at NHL-sæsonen enten er blevet aflyst eller ikke er gået i gang på det tidspunkt, og indtil videre ser parterne fortsat ud til at være langt fra hinanden.
/ritzau/